Sankt Annæ Gymnasium
SAG tog skraldet

Mandag d. 17 forenedes hele Sankt Annæ Gymnasium – fra 3. klasse til 4. MGK i en fælles indsats for at reducere skrald i nærområdet efter devicen: Gør en forskel – tag skraldet!

Hvert år smides mindst 500 tons skrald og affald på gaden og i naturen i Danmark. Langt det meste tager årevis – ofte flere hundrede år – at nedbryde. Fx tager det ca. 500 år at nedbryde en metaldåse. Omtrent det samme med plastflasker, mens cigaretskodder med filter tager ca 4 år for naturen at nedbryde. Desværre er det en kendsgerning, at København flyder med skrald.

Så kl 10 mandag formiddag trak alle klasser, fra både folkeskole og gymnasium, i det varme tøj og iførte sig blå gummihandsker og opsamlingstang og drog ud klassevis for at samle skrald i et område, som klassen havde fået tildelt. Alle gik på med krum hals, og der var både overraskelse og til tider forargelse at spore blandt eleverne, når de spottede skrald af forskellig beskaffenhed.

1.7 TON SKRALD INDSAMLET

Alt indsamlet skrald blev vejet, og så meget som muligt sendt til genbrug. Ialt blev det til 1.760 kg skrald.

Det var en dag hvor teamspirit, fællesskab og miljøbevidsthed gik hånd i hånd.

– På Sankt Annæ er vi meget bevidste om hvilket aftryk vi sætter på miljøet. Vi har fokus på, hvad man som elev kan gøre for et bedre miljø, og hvordan vi som skole kan bakke op om og styrke bæredygtige initiativer. Fx er alle vores studieture for nyligt gjort bæredygtige, og vi har et elevstyret miljøudvalg. Med dette initiativ håber vi både at gøre noget godt for miljøet og styrke fællesskabet på skolen.

siger Anette Holst, Rektor.

KALENDER OG NYHEDER