En drøm, der skulle opdages

Niårige Solvej skal om få år stå og synge i Sankt Annæ Pigekor. Hun er lige startet i tredje klasse og fandt først for alvor ud af, at hun gerne ville gå på skolen, da hun gik til optagelsesprøven.

Af Astrid Helmer Mørck

Der har været sommerfugle i maven hos niårige Solvej Dyrehauge Hye-Gregersen hen over foråret. 

Hun bor på Østerbro med sin far, mor og ældre søskende. Hun interesserer sig meget for musik, har sunget i kor og spillet trommer. Men det er især sangen, der fylder for hende. Den giver en god følelse. 

“Jeg føler, at jeg bliver glad, når jeg synger,” siger Solvej.

Det er også derfor, at hun har søgt ind i folkeskolen på Sankt Annæ Gymnasium. 

Fra nervøsitet til stolthed

Det hele startede med en invitation i Solvejs fars e-boks. 

“Invitationen til optagelsesprøven var vildt vigtig, selv om skolen lå i mit baghoved, fordi jeg kender folk, der har gået der. Men da vi fik invitationen, vidste vi, at nu måtte vi fortælle Solvej om Sankt Annæ Gymnasium og hendes mulighed for at søge ind på sangskolen,” siger Johan August Hye-Knudsen. 

Da Solvej først hørte om skolen, hvor kor og musik står på skoleskemaet side om side med dansk og matematik, var hun lidt tøvende. Det var ikke planen, at hun skulle skifte skole, så det var en stor og uoverskuelig beslutning.

Men så begyndte de at tale sammen om det – og måske var det faktisk noget for Solvej?

“Jeg kunne godt lide at synge, og måske kunne prøven gøre, at det var lidt sjovere, og måske kunne det blive endnu sjovere at synge, hvis jeg gik på skolen,” siger hun. 

Derfor gik hun en martsdag ind i bygningerne på Sjælør Boulevard og var klar til optagelsesprøven. Hun varmede stemmen op sammen med to andre piger, der også søgte ind, hvilket gjorde det hele lidt mere trygt, husker hun. De skulle synge en og en for sanglærerne og kunne vælge mellem tre sange.

“Den ene var en julesang, og det, syntes jeg ikke, passede så godt. Den anden var ‘Jeg ved en lærkerede’, men den kendte jeg mega godt, så det var næsten lidt kedeligt. Så jeg havde lyst til at vælge en, jeg skulle øve lidt først,” siger hun.

Solvej valgte ‘I Østen stiger solen op’. 

“Jeg var lidt nervøs i starten, men så blev det sjovt. Det var nok fordi, at det bliver sjovt, når jeg synger. Og jeg blev også lidt stolt på en måde,” siger hun.

Efter det, der ifølge Solvej føltes som fem minutter, var prøven ovre. Hun og hendes mor måtte hjem og vente på besked om, hvorvidt hun var gået videre til anden prøve.

Styrken i at gøre noget sejt

Det er de færreste folkeskoler, der har en optagelsesprøve, man skal igennem, før man kan starte. Men det har Sankt Annæ Gymnasium, fordi musikken er så central en del af skolegangen.

“Vi havde mange tanker om det her med at gå til prøve, og om det kan skabe et pres. Men det centrale for os er, at det er Solvejs lyst og hendes person, der driver det. Det skal ikke være os, der pålægger hende vores ambitioner om at have en syngende datter,” siger Johan August.

For ham og hans hustru var det vigtigt, at de talte med Solvej både før prøven, mens de ventede på svar, og når det endelige svar kom. På den måde ville oplevelsen blive noget, som kunne udvikle og endda gavne deres datter, uanset hvad udfaldet blev.

“Det at gå igennem den lille eksamen giver en styrke i sig selv, og udfordringer kan sagtens blive noget positivt,” siger Johan August.

“Det er jo sejt at stille sig frem og synge foran andre, for det er en overvindelse. Så det talte vi meget om.”

Halsundersøgelsen

Solvej kunne godt mærke, at hun var spændt, mens hun ventede på svaret på sangprøven.

“Det var lidt spændende på en eller anden måde. Det fyldte næsten det hele, men jeg fik det heldigvis ikke dårligt af at være nervøs,” siger hun. 

Så da hun fik at vide, at hun var gået videre til den anden prøve, som var et besøg hos skolens halslæge, var hun meget lettet. 

Solvej fik blandt andet en hjelm på, mens hun sang i en mikrofon. Tonernes frekvens kunne hun følge på en skærm ved siden af. Hun blev også undersøgt i halsen og skulle lave forskellige stemmeøvelser.

“Der fornemmede jeg, hvor meget man gør ud af det,” siger Johan August. 

Et kvarters tid efter var halsundersøgelsen overstået, og Solvej havde en god mavefornemmelse. Hun var stolt, glad og lettet. 

Sammen med sin far gik hun en runde på skolen, hvor de så svømmehallen, skolegården og koncertsalen, hvor symfoniorkesteret var i gang med at øve.

“Det var fedt. Så var det nemmere at forestille sig, hvordan det ville være at gå der,” siger hun. 

Men det var også blevet mere nervepirrende, hvad svaret ville blive.

En god opringning

Da svaret endelig kom, var det en speciel fornemmelse, husker Johan August. 

Solvej var kommet på venteliste. 

Måske skulle hun starte efter sommerferien, måske skulle hun vente længere tid – det kom an på, om der var en af de andre sangere, der takkede nej til pladsen.

“På den ene side var det jo fantastisk, for man er jo kvalificeret, men der er jo også en stor usikkerhed i at stå på den liste,” siger Johan August. Han kalder det “en svær stund”, da han skulle fortælle det til Solvej.

“Jeg blev ked af det, og det var jeg i lidt tid, men til sidst kom jeg over det,” siger Solvej. 

Heldigvis ringede Johans telefon en morgen et par måneder før sommerferien. I røret var en sekretær fra Sankt Annæ, der tilbød Solvej en plads til det nye skoleår. 

Den nyhed var Johan August glad for at kunne give videre. For i løbet af optagelsesprøverne var det blevet meget tydeligt for ham og hans hustru, at Solvej gerne ville gå på skolen. 

“I forbindelse med optagelsesprøverne kom lysten til at prøve det, og det har givet en afklaring både for os som forældre, og – vigtigst – for Solvej,” siger han. 

Johan August håber og tror, at en skolegang på Sankt Annæ og det at blive en del af pigekoret kan være med til at udvikle Solvej både musikalsk og menneskeligt.

Hvad Solvej selv præcis forventer er svært at svare på – men hun glæder sig til at komme i gang og blive en del af det store pigekor i 2026.

“Jeg fik min drøm opfyldt, så det er ret fedt,” siger hun.