Historien om Sankt Annæ Pigekor

De senere år har Sankt Annæ Pigekor vundet guld i flere internationale korkonkurrencer; pigerne kan måle sig med de bedste i verden.
Da der kom piger ind på Sangskolen, var visionen noget mere beskeden. Tidsånden kunne ikke længere acceptere, at piger ikke fik mulighed for en sangtræning på linje med drenge, og der var lang vej til det prestigefyldte kor, der i dag kan fejre 50-års jubilæum.

Af Henrik Palsmar

Jeg kom ind på Sankt Annæ i 3. klasse i 1972, så jeg oplevede at gå et år i en ren drengeskole. Året efter kom der piger ind i klasserne. Det påfaldende ved det var, hvor lidt påfaldende det var. Min 70-årige klasselærer, der havde undervist på skolen siden 1929, fandt det ganske vist ret svært at forholde sig til pigerne, men for de fleste andre var det den naturligste sag af verden, at de var der. Det var ikke noget at tale om.

Ser man på skolens årsskrift for 1973-74, er der da stort set heller ingen omtale af den dog ret væsentlige ændring af elevsammensætningen. Rektor Poul Nielsen skrev afdæmpet, at optagelsen af de 250 piger satte “et nyt præg på skolens hverdag. Det gik fint, og nu ved skoleårets afslutning kan vi egentlig ikke forstå, at det har været muligt at undvære dem i så mange år.”

Der var et foto af det første luciaoptog, som blev pigernes første optræden. Men ellers bragte man ingen billeder af de mange nye elever. Det, der fyldte i årsskriftet, var den nye skolebygning på Sjælør Boulevard, man var flyttet ind i året før.

Københavns Drengekor havde haft sin egen skole siden 1929, hvor drengene fik den musikalske uddannelse, som skulle bruges i koret. I slutningen af 1960’erne stod det klart, at skolebygningen, der stammede fra 1864, var så faldefærdig, at skolens og korets fremtid var truet.

Det var dog ikke let at skaffe politisk opbakning til finansiering af en ny bygning. Og slet ikke til en ren drengeskole, der – som skoledirektøren i Københavns Kommune skrev i en indstilling til skoleudvalget i Borgerrepræsentationen –

“må føles som en anakronisme nu, hvor alle skoler efterhånden er blevet fællesskoler. Adskillige forældre til stemmebegavede drenge har nægtet at sætte deres børn i en ren drengeskole. Og dette har været til skade for drengekoret”.

Der opstod derfor et politisk krav om, at skolen skulle optage piger, hvis den skulle have en
ny bygning. Men det er karakteristisk for, hvordan man så på pigernes komme, at det var den
skade, som pigernes fravær kunne påføre drengekoret, mere end pigernes behov, der indgik i argumenterne.

Derfor var der ingen klar pædagogisk eller kunstnerisk vision for pigernes uddannelse. Og
tanker om et pigekor på linje med drengekoret blev slet ikke nævnt. Skoledirektøren lod i
skolens årsskrift for 1971 spørgsmålet om, hvad pigerne skulle bruge deres musikundervisning til, stå helt åbent:

”(det er) tanken, at et antal stemmebegavede piger for fremtiden skal have tilbuddet om en musikalsk uddannelse på samme niveau som drengene… Fremtiden vil vise, hvilke muligheder denne nye uddannelse vil skabe for pigerne.”’

Samtidig tilføjede Skoledirektøren, at pigernes komme ”berører ikke drengenes uddannelse
og ændrer ikke Københavns Drengekors hele virksomhed.”

Hvorfor skulle det også have gjort det?, kan mani dag spørge. Men det var åbenbart så vigtigt at fastslå, at denne formulering blev videreført stort set uændret i den officielle præsentation af Sangskolen som institution i skolens årsskrifter helt frem til 1981.

Den nye skolebygning var nøje planlagt, og alle lærere fik lov til at ønske faciliteter og
materialer. Der blev lavet store idrætsanlæg og faglokaler til naturfag, sløjd og håndarbejde.
Men der blev der ikke afsat lokaler til pigesangen. Drengene fik deres egen korsal, men pigerne måtte de første år klare sig med almindelige klasselokaler.

Først sidst i 70’erne inddrog man et metalsløjdlokale til pigesangsal.

Den lokalefordeling kan du høre Erling Pedersen og Arne Berg fortælle om i videoen herunder.

I skoleåret 2009-10 fik både drengekoret og pigekoret indrettet hver deres nye sangsal, så korledere og sangere fik optimale muligheder for at se og høre hinanden.

Drengekorets dirigent, skolens sanginspektør Niels Møller, havde ønsket, at der kun skulle
optages piger i 3. klasse, men han måtte acceptere, at der også blev optaget piger i 4., 5. og 8. klasse. Et kor skulle dog først dannes, når pigerne i 3. klasse havde gået på skolen i fem år.

Niels Møller ville ikke have, at pigerne blev præsenteret i offentligheden, før de havde en sanglig kunnen, der kunne måle sig med de etablerede pigekor fra Danmarks Radio og Zahles Skole.

Han henviste til, at man også ved Drengekorets start havde trænet koret i flere år, før man begyndte at lave offentlige koncerter. En for tidlig fremtræden kunne skade skolens renommé. I de første år optrådte pigerne derfor kun ved interne arrangementer på skolen ved for eksempel juleog sommerafslutninger.

Niels Møller bad to sanglærere på skolen, der især varetog drengekorets solistundervisning, om at opbygge pigesangen. Det var en noget uoverskuelig opgave, som her blev lagt på Benthe Ettrup og Birthe Højby Nielsen. Men de påtog sig den med stor energi og engagement. Alt skulle mere eller mindre opfindes fra grunden, og der fulgte ikke penge med fra kommunen til andet end lærerlønninger, så der skulle improviseres og tænkes kreativt over hvor, hvad og for hvem man skulle synge.

Læreår

Den første optræden fandt sted kun fire måneder efter, at pigerne var kommet ind på skolen. Her foranstaltede pigerne i 8. klasse et luciaoptog.

Men ellers holdt man sig de første par år til at synge et par sange til jule- og sommerafslutninger og lignende. I marts 1976 holdt man den første forårskoncert i Sankt Annæ Salen, hvor alle årgange fra 6. til 9. klasse optrådte. Forårskoncerten blev en
fast tradition ligesom luciaoptoget.

I sommeren 1977 dirigerede Niels Møller pigerne fra 8. og 9. klasse i Tivoli, hvor de sang
J.P.E. Hartmanns kantate En sommerdag med Tivolis Symfoniorkester. Det var på en måde
korets første ‘store’ offentlige koncert, men den falder også lidt uden for korets historie, da
det hverken var korets dirigenter eller piger, der havde fået den fulde uddannelse på skolen,
der optrådte.

Allerede året før havde Birthe Højby Nielsen givet en koncert med piger fra 7. klasse i Esbønderup og Vigerslev kirker. Det blev begyndelsen på en periode, hvor Benthe Ettrup og Birthe Højby Nielsen dirigerede koncerter i mindre kirker, på plejehjem og institutioner i København og omegn. Birthe Højby Nielsen begyndte et samarbejde med Frederiksholms kirke i Sydhavnen tæt ved skolen, hvor pigerne flere gange sang med ved gudstjenesten.

Det blev afsæt for, at koret fra 1980 fik en fast tilknytning til Helligåndskirken på Strøget i København, hvor pigerne siden har sunget til højmesse den første søndag i hver måned i skoleåret. I Helligåndskirken fik koret også et fast koncertsted.

Koret bliver voksent

I foråret 1979 havde de piger, der blev optaget i 3. klasse i 1973, nået 9. klasse og som den første årgang gennemgået hele sangtræningsforløbet.

Nu synes man, at man havde et kor, der kunne præsenteres ikke bare uden for huset, men også uden for Danmark, og der blev arrangeret en koncertrejse til Israel. Den 15. maj 1979 præsenterede koret sit turnéprogram ved en koncert i Sankt Annæ Salen, som kan regnes som Sankt Annæ Pigekors første ‘rigtige’ koncert.

Korets virke havde fundet en overordnet form.

Pigerne gik Lucia i december og holdt julekoncert i Helligåndskirken, hvor de også sang til
højmesser, og om foråret gav de forårskoncert i Sankt Annæ Salen. De oplevede nye koncertsteder på udlandsrejserne og fortsatte med at optræde til kirkekoncerter og som underholdende indslag i foreninger og ved kongresser og diverse møder i Københavnsområdet. I 1988 tog koret for første gang på turné i Jylland, og siden da har pigerne jævnligt givet koncerter i hele landet.

Samarbejder og nye koncertformer

I 1983 begyndte Københavns Kommune for alvor at få ørerne op for det pigekor, man havde
været med til at skabe, og inviterede koret til sammen med Gymnasiekoret at optræde ved
promenadekoncerter i Rådhushallen som led i kommunens sommerunderholdning. Kommunen har siden da gjort flittigt brug af pigekoret ved officielle lejligheder.

I 1981 holdt Sangskolen en fælleskoncert, hvor både pigekoret, drengekoret og Gymnasiekoret sang, men ellers var det almindeligt, at pigekoret optrådte alene ved sine koncerter.

Fra 1990’erne har dette gradvis ændret sig – i 1994 deltog koret i en julekoncert i Radiohusets koncertsal sammen med Radiopigekoret, hvor korene både sang sammen og hver for sig.

I 1997 holdt man fælleskoncert med alle skolens tre kor i Domkirken. Det har man jævnligt gjort siden med koncerter, hvor korene både har sunget hver for sig og har forenet sig i fælles værker.

Pigerne har også haft et samarbejde om koncerter med Gymnasiekorets Kammerkor.
I 2001 begyndte et samarbejde mellem Sankt Annæ Pigekor, Radiopigekoret og Konservatoriets Børnekor om fælles koncerter, hvor man både sang sammen og hver for sig. Op gennem nullerne udbyggedes samarbejdsidéen med mange andre pigekor i Danmark såsom Aarhus- og Esbjerg-konservatoriernes pigekor, Sønderjysk
Pigekor og Klarup Pigekor.

Samarbejdsprojekter er nu en central del af pigekorets aktiviteter, hvor man både giver og modtager inspiration fra andre kor og korledere.

I Claus Vestergaard Jensens tid som chefdirigent begyndte man også at trække gæsteinstruktører til koret for at udvikle nye klang- og udtryksmuligheder. Chefdirigent Anne Marie Granau begyndte et frugtbart samarbejde med koreografen Panda van Proosdij om at inddrage bevægelse i pigernes optræden. Hun lavede bl.a. koreografi til Benjamin Brittens klassiker A Ceremony of Carols, som havde stået på pigekorets repertoire i mange år (og som de havde indspillet i 1997), men som nu pludselig fik en helt ny dimension.

Anne Marie Granau igangsatte også samarbejder med solister som pianisten Katrine Gislinge og accordeonisten Bjarke Mogensen for at bryde op på det traditionelle koncertformat og give pigerne oplevelsen af ikke blot at blive akkompagneret, men at musicere sammen med professionelle musikere på meget højt niveau.

I 2019 begyndte Anne Marie Granau et samarbejde med Concerto Copenhagen med opførelser af musik for lige stemmer og orkester fra barokken, som koret tidligere kun havde dyrket i meget begrænset omfang.

I 2022 blev Anne-Terese Sales ansat som ny chefdirigent for Sankt Annæ Pigekor, og allerede i oktober samme år vandt pigekoret sammen med Anne-Terese guld ved en international korkonkurrence. Ved julekoncerterne i 2022 i Helligaandskirken satte pigekoret nye standarder for, hvor overbevisende og rørende korsang kan være.

Hvad skal man synge?

Frem til midt i 1800-tallet måtte piger og kvinder ikke synge uden for hjemmet. Der fandtes
derfor – med få undtagelser – ingen pigekor, og derfor blev der heller ikke skrevet noget musik for sådan nogle kor. Den mest udbredte model for kormusik var den blandede sats med sopran, alt, tenor og bas, hvoraf sidstnævnte nødvendigvis må udføres af mænd.
Bachs passioner, Händels Messias og Mozarts Requiem er eksempler på værker, der er skrevet for drenge- og mandskor. Men de store komponister har ikke set den ligestemmige sats for pigeeller kvindestemmer som et interessant kunstnerisk felt at arbejde på.

Da Birthe Højby Nielsen og Benthe Ettrup gik i gang, måtte de hjælpe sig med, hvad der
fandtes. Trestemmige udsættelser af Weyses morgen- og aftensange og andre kendte sange og salmer lå lige for. Birthe Højby Nielsen tog fat i det klassiske repertoire, der fandtes, fx satser af Mendelssohn og Niels W. Gade, mens Benthe Ettrup mere orienterede sig mod den pædagogiske kortradition fra Zoltán Kodály.

Om den første forårskoncert i 1976 berettede Niels Møller i årsskriftet, at:

“29. marts var pigernes aften i Sankt Annæ Salen. Pigerne fra 6. og 7. xy udførte et udvalg af “Årets 12 måneder i sange” ledet af Benthe Ettrup. Birthe Højby Nielsen opførte Gades Agnete og Havfruerne med pigerne fra 6. og 7. uv. Pigerne i 1. real og 8. u sang ting af Weyse og to engelske folkemelodier dirigeret af Benthe Ettrup, og koncertens første afdeling sluttede med folkedanse til sang og instrumenter fremført af pigerne i 6. og 7. klasse.

Efter pausen lavede pigerne i 6. xy et rytmikprogram, som de kaldte “En dag i eventyrskoven” til musik af Paul Dukas’ Troldmandens Lærling. Pigerne i 2. real og 9. u sang Mendelssohns motet Veni Domine dirigeret af Birthe Højby Nielsen og med Erling Pedersen ved orglet. Derefter ledede Erling Pedersen fra klaveret tre negro spirituals.

Det var en stor aften for vore piger, og det enorme program var så afvekslende
og godt sammensat, at koncerten på intet tidspunkt virkede langtrukken.”

Havde nogen forventet en langtrukken aften?

Niels Møllers noget lunke ros skal nok ses i lyset af, at han tidligere havde hævdet, at publikum ville gå til en koncert med Drengekoret for at høre de musikalske værker, der blev
opført, mens de vil gå til en pigekorskoncert for at høre pigerne synge. Han havde selvfølgelig ret i, at man ikke kan finde samme kunstneriske udtryk og dybde i en lille trestemmig sang af Weyse, som man kan i Haydns Skabelsen, og selvfølgelig viste den første forårskoncerts program, at der manglede musik for pigekor, der var mere end et pædagogisk middel til at bruge deres stemmer.

Hør Louise Adrian og Helle Petersen, der startede på Sankt Annæ i 1973, fortælle om noget af det musik, de sang og stadig kan på rygraden, i videoen herunder.

Man kunne på det tidspunkt ikke forudse, at det professionelt trænede pigekor inden for få år
skulle kunne inspirere komponister til at skrive musik, der også var værd at høre for sit kunstneriske indholds skyld. Man var også bundet af en traditionel opfattelse af, at en klassisk koncert er et sted, hvor publikum skal sidde og høre en opførelse af musikværker.

Siden da har opfattelsen af musik og koncerter ændret sig til at lægge mere vægt på, at
koncerter er oplevelser og kommunikation med mange facetter. I den sammenhæng har Sankt Annæ Pigekor med held eksperimenteret med at inddrage andre elementer i deres performance, blandt andet koreografi og lyssætning.

Pigekoret på plade

Den rytmiske musik havde trange kår på Sangskolen i 70’erne (langt op i 80’erne blev
den af nogle sanglærere betragtet som nærmest ødelæggende for stemmerne). Alligevel gjorde pigekorets ledere nogle forsøg, der dog somme tider faldt ret akavet ud.

Helle Pedersen og Louise Adrian, to piger fra den første årgang,
mindes med en vis gysen et nummer med tekstlinjen ‘Vi synger rock, rock, rock’:

“Der er nogle værker, man slet ikke kan forstå, at vi har sunget – der var fx et potpourri – frygteligt at tænke på, at vi sang det, men det har vi … Det var bare kreeret til at swinge, og det gjorde det overhovedet ikke,” siger Louise Adrian.

I begyndelsen af 80’erne begyndte nogle af korets instruktører, Erling Pedersen og Michael Bojesen, at arrangere musik for koret, hvor de inddrog elementer fra rytmisk musik på en mere kunstnerisk holdbar måde. Det gjaldt for Erlings bearbejdelser af sange med tekster af Jeppe Aakjær, der blev indspillet på pigekorets allerførste grammofonplade i 1984. Erling Pedersen havde allieret sig med jazzmusikere, blandt andet violinisten Finn Ziegler, og lavet arrangementer af 12 både kendte og mindre kendte Aakjær-sange, som blandede den klassiske kortradition med elementer af jazz og latinamerikanske rytmer.

“Spurven sidder stum bag kvist … begynder traditionelt, men afbrydes af en samba! – en
idé, der nok skal vække diskussion, forargelse og begejstring,” skrev sanglærer Bjarne Martin i en omtale. Forargelsen udeblev heldigvis, og pladen blev en succes, der stadig kan høres i radio og på streaming.

I starten var der ikke afsat midler til andet end sangundervisning for pigerne på Sangskolen.

Koncerter, arrangementer, indspilninger og rejser skulle lærerne selv finde penge til. Luciaoptogene og nogle koncerter gav lidt indtægter, som blev lagt i en cigarkasse og brugt til nye initiativer.

Men det rakte ikke langt. Det var svært at finde penge til indspilningen af Aakjær-pladen.

Men kort efter udgivelsen henvendte Bikubenfonden sig og tilbød et sponsorat, og langsomt fik man udvidet kredsen af donorer, der støttede korets indspilninger og andre
aktiviteter.

Nogle år senere fulgte Michael Bojesen op med en plade med Halfdan Rasmussen-sange, Halfdan På Ny. Bojesens arrangementer havde et mere gennemført afsæt i
jazz og pop/rockballadestil, men også stærke indslag af klassisk korsang. Både
Erling Pedersens og Michael Bojesens satser blev udgivet og bruges stadig
i vidt omfang i børnekor landet over, og har dermed givet en stærk inspiration til pigekorssangen uden for Sangskolen.

Pigekoret fik i 1984 en formålsparagraf, der sagde, at korets formål er gennem musikopførelser at udbrede kendskabet til verdslige og kirkelige korkompositioner fra alle perioder, idet der lægges vægt på musik fra vort århundrede, herunder også rytmisk musik. Hermed markeredes en afstand til drengekorets historisk givne klassiske repertoire. At den rytmiske musik blev nævnt, var dengang progressivt og lidt udfordrende. Og at man gik ind i de genrer, var med til at give Sankt Annæ Pigekor et større publikum.

I 2016 gentog Erling Pedersen succesen fra Aakjærpladen med indspilningen af Alle går
rundt og forelsker sig, en samling arrangementer af danske evergreens. Men rytmisk musik forstået som populærmusikgenrer som jazz, rock, pop mm. er aldrig blevet et kerneområde for koret. Det hænger blandt andet sammen med, at korets stemmedannelse og klang er rodfæstet i klassisk sangtradition.

I dag er skellet mellem rytmisk og klassisk musik i øvrigt langt mindre skarpt. Komponister trækker i stort omfang på mange stilarter og genrer, også når de skriver for pigekor.

Bestillingsværker

Forbindelsen til Helligåndskirken betød, at gamle og nye salmer og kirkemusik fik en fremtrædende plads i repertoiret. Kort efter Aakjærpladen indspillede pigekoret en plade med
julemusik Fra Himlen Højt, der både rummede traditionelle julesalmer og et nykomponeret
værk, som Benthe Ettrup havde bestilt hos komponisten Leif Kayser.

Efter denne plade er fulgt adskillige andre med ny kirkemusik af blandt andet Ib Nørholm
og korets dirigent Claus Vestergaard Jensen. I det hele taget blev ny musik af samtidskomponister snart en væsentlig del af korets repertoire. Ved Dansk Komponistforenings 75 års-jubilæum i 1988 optrådte koret med et krævende program
af komponisterne Niels la Cour, Jan Maegaard, Bo Grønbech, Leif Kayser og Per Nørgård.

Gennem årene har man i stadigt større omfang også bestilt værker udefra hos både etablerede komponister som Bent Sørensen og hos nyere eksperimenterende kunstnere som Nick Martin, hvis Stabat Mater for sopran, pigekor, akkordeon og klaver blev uropført af Sankt Annæ Pigekor på en turné i Finland i 2017.

Mens disse linjer skrives, arbejder pigerne med det senest bestilte værk af Lil Lacy (der modtog Sonning Fondens talentpris i 2020).

Sankt Annæ Pigekor har været med til at drive en udvikling, hvor komponister er begyndt
at skrive musik for lige stemmer i større omfang end før.

Det skyldes selvfølgelig til dels, at Sankt Annæ Pigekor og mange andre pigekor med
dem har behov for musik, de kan opføre, men det skyldes i lige så høj grad, at pigekoret nu har nået en kvalitet i klang og udtryk, der gør det til et interessant og udfordrende medium for kunstnere at arbejde med.

Struktur med plads til eksperimenter

Man skulle også opfinde undervisningsplan og organisationsformer. Ud fra en opfattelse af at
pigernes stemmer først modnedes senere end drengenes, fik pigerne færre sangtimer end
drengene i de første år på skolen. I 6. og 7. klasse skulle pigerne træde sammen til ‘begynderkor’, mens 8. og 9. klasse skulle udgøre de egentlige koncertkor.

Til at begynde med delte Benthe Ettrup og Birthe Højby Nielsen årgangene, men efter et
par år havde de hele årgange, og man indførte en ret flad ledelsesform, hvor hver dirigent var ansvarlig for sin årgang, mens lederen af det års 9. klasser havde det overordnede ansvar.

Det gav rum for, at de enkelte dirigenter, hvortil nu også Claus Vestergaard Jensen, Erling
Pedersen og Michael Bojesen hørte, kunne eksperimentere med klang og repertoire – men
det gjorde det også svært at sætte en retning for korets overordnede udvikling.

Det professionelle pigekor

Da Birthe Højby Nielsen og Benthe Ettrup omkring år 2000 nærmede sig pensionsalderen,
begyndte man en diskussion om en ny struktur for koret. I 2000 tiltrådte Mogens Halken som
sanginspektør, og han fik efter forhandling med Københavns Kommune indført nogle betydelige økonomiske og strukturelle forandringer.

Pigekoret blev nu i lighed med Drengekoret en selvstændig institution i kommunen med et fast driftstilskud, der sikrede bedre koncert- og udviklingsmuligheder. Pigerne fik flere sangtimer i de mindre klasser, så de kom på linje med drengene.

I stedet for at hver årgang optrådte for sig, samledes 6.-7. og 8.-9. klasserne i to kor, hvilket især betød mere koncertaktivitet for 6.-7. klassekoret, der tidligere mest havde fungeret som træningskor.

I 2006 oprettedes et kammerkor for de ældste piger. Det var et ekstra tilbud til piger, der havde et ønske om at synge mere – og til dels også mere udfordrende – musik, end der var plads til i den almindelige koraktivitet. Der blev i 2003 oprettet en stilling som chefdirigent, der fik det samlede ansvar for korets kunstneriske udvikling.

Claus Vestergaard Jensen søgte og fik stillingen, som han bestred til 2016, hvor Anne Marie
Granau tog over. Indtil da havde sanglærerne selv stået for arbejdet med at arrangere koncerter, turner og pladeoptagelser. I 2003 blev der også ansat en producent, der stod for fundraising, praktisk planlægning, turnéarrangement mm., så korets dirigenter kunne koncentrere sig om det musikalske og kunstneriske.

I 2005 påtog Prinsesse Benedikte sig at være protektor på samme måde, som Prins Henrik
og siden Kronprins Frederik har været det for drengekoret. Prinsessens protektion har sammen med et samarbejde med en række personer i kultur- og erhvervslivet hjulpet koret
til at finde sponsorer og engagementer i ind- og udland.

Samlet set er der sket en professionalisering af Sankt Annæ Pigekor, der betyder, at det er
blevet langt mere eksponeret end før.

Navnet over døren

Til at begynde med kaldte man koret for Sangskolens Pigekor. Det signalerede en opfattelse af, at pigekoret ikke var en kunstnerisk institution som Københavns Drengekor. Derfor undgik man også det ellers nærliggende navn Københavns Pigekor.

I 1985 skiftede man så til navnet Sankt Annæ Pigekor, der kunne brande koret som andet og mere end et skolekor. Da Drengekoret gik over til at kalde sig Royal Danish Chapel Choir
i udlandet, blev der til gengæld åbnet mulighed for, at pigekoret på turnéer nu optræder som
Copenhagen Girls’ Choir.

Pigerne boede i mange år anonymt på skolen. Da den nye skolebygning åbnede i 1972, stod der Sankt Annæ Gymnasium – Københavns Drengekor med store bogstaver over hovedindgangen. Først i 2002 blev det ændret til Sankt Annæ Gymnasium – Sangskolen.
Fremtidens pigekor.

Der er nu langt flere piger end drenge, der synger i kor i Danmark. Men det er en ret ny udvikling, der først for alvor kom i skred fra 1970’erne.

Mens vi kan spore drengekorsang i hvert fald tilbage til Karl den Stores tid omkring år 800,
har kvinder og piger stort set været forment adgang til at synge offentligt, i kirken eller i andre
sammenhænge, siden 400-tallet. I nonneklostre kunne der i middelalderen nogle steder dyrkes korsang ved gudstjenesten, men det var mere tålt end ønsket af kirkens mænd.
Sankt Annæ Pigekors succes er et godt billede på, hvordan pigerne i korsang har etableret en selvstændig kunstnerisk platform.

Det var et ubestemt krav fra tidsånden om ligestilling mellem kønnene, der skaffede pigerne
indgang på Sangskolen og dermed skabte grundlaget for Sankt Annæ Pigekor.

Halvtreds år senere stiller tidsånden nye spørgsmål om køn, identitet og samfund. Diskussionen kan ikke undgå at berøre pige og drengekor. Nogle piger og drenge oplever,
at de har svært ved at finde sig til rette med deres kønsidentitet. De kan føle sig udfordret
ved at synge med i kor, der fører kønnet i navnet. Det må man forholde sig til. Man kan
i nogen grad imødekomme det ved ikke at lægge vægt på køn som det, der giver koret dets identitet, men i stedet se på korenes særlige klangkvaliteter.

Fortsat fokus på udvikling af pigekorets klang er centralt. Både piger og drenge kommer nu
tidligere og tidligere i puberteten. Det betyder, at pigerne i 5.-6. klasse nu har langt mere fyldige stemmer end for 30 år siden. Til gengæld er man blevet klar over, at piger omkring 7. klasse gennemgår en periode, hvor deres stemmer påvirkes kraftigt af deres fysiske udvikling, så de får problemer med at styre stemmens forskellige registre på samme måde, som drenge i overgang. Det kan kalde på at give koret en ny struktur.

Sanginspektør Mogens Halken siger om fremtidsudsigterne:

“Måske skal vi have 5.-6. klasse som det rigtig dygtige ‘børnekor’, hvor de synger med deres meget fyldige børnestemmer, inden stemmen skifter register, og så 8.-9. klasse, hvor de er kommet over registerproblemerne, hvor de er blevet bevidste om, at de har flere registre, og hvor de har udviklet deres randregister til en fyldigere funktion. Og så 7. klasse som et mellemår med individuel stemmetræning og måske en pause fra sangen for dem, der har brug for det.”

Heldigvis har Sangskolen nu fysiske, økonomiske og administrative rammer til at finde kreative svar på nye udfordringer.

Var pigernes indtog på sangskolen i 1973 upåfaldende, er det i dag svært at overse Sankt Annæ Pigekor.

I årsskriftet for 2009/10 konstaterede Claus Vestergaard Jensen, at Sankt Annæ Pigekor i det forløbne skoleårs 200 dage havde sunget ved mellem 60 og 70 koncerter og gudstjenester.

Det ville sige, at medlemmer af pigekoret havde optrådt cirka hver tredje dag et eller andet sted i Danmark eller i udlandet. Siden da er aktivitetsniveauet blevet øget, og efter 50 år er Sankt Annæ Pigekor blevet en central del af dansk koncertliv.

Koret har en helt særlig profil, både sammenlignet med bofællen Københavns Drengekor og
med landets øvrige pigekor, ikke mindst hvad angår repertoiret med dets fokus på nykomponeret musik.

I begyndelsen kunne man med nogen ret hævde, at oplevelsen af en koncert med pigekoret mere beroede på, at de sang end på, hvad de sang. I dag er en koncert med Sankt Annæ Pigekor en mulighed for både at opleve klang, musikalitet og energi hos de unge mennesker og blive stimuleret og udfordret af nye kunstneriske og musikalske udtryk.