Da prinsesse Benedikte takkede ja til rollen som protektor for pigekoret, var korsangen en ny og noget ukendt verden for hende. I dag er den uundværlig.

Af Astrid Helmer Mørck

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes første store musikalske oplevelse med Sankt Annæ Pigekor var i Helligåndskirken i december måned for 18 år siden.

Sangerne trådte ind i det dæmpet oplyste kirkerum, mens de i to rækker bevægede sig op
mod midten iført lange, hvide kjoler med levende lys i hænderne. Den klassiske Lucia-sang
rungede i den fyldte kirke.

“Det var en meget stærk oplevelse. Koret lød som engle,” husker prinsesse Benedikte.

Siden har hun hørt Lucia-sangen hver jul, somme tider til flere årlige koncerter, og den gør
stadig stort indtryk.

“Men den første gang var jeg nærmest uforberedt på det, så det var meget, meget stærkt og fantastisk at opleve.”

Musikken var med hjemmefra

Prinsesse Benedikte har været protektor for pigekoret siden 2005. Da prinsessen fik præsenteret opgaven, var det “spændende”, men korverdenen var så godt som ukendt land for hende, fortæller hun i salonen i sin lejlighed på Amalienborg.

“Jeg tror, jeg var åben over for alle impulser,” lyder det fra prinsessen. 

Barndomshjemmet var fyldt med musik. Der stod pianoer i flere af hjemmets store stuer. Ud over at være smukke, blev der også spillet på dem – blandt andet af kong Frederik IX.

“Musikken var så stor en del af det, min far holdt enormt meget af. Det var en del af hans DNA, og han havde arvet det fra sin mor, dronning Alexandrine, som var absolut musikalsk,” siger prinsesse Benedikte, der også selv spillede klaver, men mest på hobbyplan. 

Glæden ved musikken gik videre fra kong Frederik, der selv yndede at dirigere og tage familien med i teatret, til opera, koncerter eller ballet. Undervejs fortalte prinsessens far, hvornår hun skulle lytte særligt efter et instrument, en musikalsk sekvens eller lægge mærke til dirigentens bevægelser. 

Det bider Hendes Kongelige Højhed også mærke i i dag, når hun er med til Sankt Annæ Pigekors koncerter.

“De har haft nogle meget dygtige dirigenter. Det er jo det, der former et kor: at lederen kan få det ud af de stemmer, som han har at arbejde med. Stemmerne er jo som et instrument,” siger prinsesse Benedikte.

Valgte særligt værk til bryllup

Over årene har prinsesse Benediktes forhold til musik udviklet og udvidet sig, og i dag er kormusikken en vigtig del af hendes liv.

Blandt andet har koret sunget til hendes datters bryllup, hvor prinsessen ønskede et særligt værk, John Rutters ‘For the Beauty of the Earth’. 

“Jeg synes, den egnede sig så godt. Den er virkelig smuk. Der er sådan en god, varm, venskabelig forbindelse mellem koret og mig, og det er jeg da virkelig meget glad og taknemmelig for,” siger prinsesse Benedikte.

Musikkens særlige vibrationer

Når prinsesse Benedikte hører pigekoret synge, bliver hun stadig forbavset over, hvor dygtige sangerne er, og hvor alsidigt repertoiret er, fortæller hun. Både i sprog, kunstnerisk udtryk og spændet af tidsperioder.

Prinsessen har været med koret på turnéer i blandt andet Sydfrankrig og Geneve, ligesom koret har besøgt prinsessen i Berleburg og givet koncert på slottet. Prinsesse Benedikte håber på, at hendes arbejde som protektor kan være med til at åbne endnu flere døre for Sankt Annæ Pigekor og “blåstemple” og promovere koret. 

“Men det er jo ikke så svært, fordi de er mægtig dygtige,” siger hun. 

Hun tror, at koret vil fortsætte det, hun kalder “den opadgående udvikling”, der har vist sig de seneste år og været frugten af ikke bare dygtige sangere, men også gode folk hele vejen rundt om fra sangpædagoger til dirigenter, producenter og sponsorer. 

Kernen er dog musikken og den glæde, sangen skaber, understreger prinsesse Benedikte.

“Musik kan jo skabe en kæmpe glæde. Den kan også skabe lindring i sorg. Det er jo noget med vibrationerne. Så er musik er en vidunderlig ting at have som ballast,” siger prinsessen. 

“Så et stort, stort tillykke fra min side til hele koret.”

Sidst opdateret 19. april 2024

Bliv en del af vores online fællesskab!

Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.


Sankt Annæ Gymnasium

Gymnasiet

Folkeskolen

Københavns Drengekor

Sankt Annæ Pigekor

Musikalsk Grundkursus (MGK)

Sankt Annæ Big Band

Gymnasiekor

Sankt Annæ Symfoniorkester