Når musikken hænger ved

For Clara Glasdam kom den klassiske musik for alvor ind i årene på Sankt Annæ. I dag er den en stor del af hendes liv.

Af Astrid Helmer Mørck

Det er først, når kroppen og stemmen er med, at alting går op i en højere enhed, når Clara Glasdam spiller violin.

“Når jeg føler, at jeg virkelig spiller godt, så formår jeg at bruge alt det, jeg kender fra sangen, i violinen. Det er helt naturligt at overføre det og bruge det som referenceramme for mig,” siger Clara Glasdam, der går på musikkonservatoriet med violin. 

Hun startede på Sankt Annæ Gymnasium i 2007, og gik der først i folkeskolen og bagefter i gymnasiet. “Hele pakken” kalder hun de ti år, som hun husker som gode og privilegerede.

“Det var en tid fyldt med gode og store oplevelser, venskaber og rejser. Det er meget unikt, at man gør noget så dedikeret sammen,” siger hun. 

Da Clara Glasdam efter ti år gik ud af skolebygningen med de gule mursten, satte hun kormusikken på pause, men hun fortsatte med at spille violin.

Musikken hang ved. 

“I gymnasiet var jeg bange for, at det var en form for tunnelsyn – var der andet, jeg overså? Men jeg kunne ikke komme på noget specifikt, og det bekræftede nok også, at det var rigtigt at gå med violinen,” siger Clara Glasdam, der har spillet violin, siden hun var fem år.

At spille violin i et orkester og at synge i kor ligger ikke langt fra hinanden, mener Clara Glasdam. Først og fremmest, fordi man er afhængige af hinanden, hvilket hun også har mærket i de orkestre, hun har medvirket i. 

“Når jeg spiller violin i for eksempel kammerorkestre, så er man meget ligeværdige, alle er lige vigtige. Det er en holdsport, ligesom korsang er det,” siger hun. 

For Clara Glasdam ligger nøglen til at opnå det allerbedste musikalske resultat også i, at hun spiller med andre.

“Især samspillet med andre og deres initiativ kan gøre, at det føles som om, man er drevet af nogle andre energier. Så rammer man en form for rus,” siger hun. 

Alligevel er der forskel på at viderebringe følelser gennem sang og violin, mener Clara Glasdam. 

“Det er en anden formidlingsform. Men begge dele er rørende kommunikationsmidler, og når det lykkes, føles det meget ærligt,” siger hun.

Et af de orkestre, Clara Glasdam har spillet med, er Concerto Copenhagen. 

Barokorkestret har optrådt med Sankt Annæ Pigekor, men har sidenhen også arbejdet med flere musikere, der har en fortid i koret, fortæller orkesterchef Nikolaj de Fine Licht. Sådan har det været i nogle år, og det er en fornøjelse hver gang, lyder det.

“Det er en synergieffekt, hvor både vi og koret får gavn af det, de andre kan,” siger Nikolaj de Fine Licht.

Når en musiker også er korsanger, giver det noget ekstra til musikken, mener orkesterchefen. 

“Sangen er grundlaget for al musikalsk udfoldelse, så det er en stor styrke at kunne begge dele,” siger han. 

Concerto Copenhagen spiller barokmusik, og noget af det allervigtigste er at formidle et budskab gennem instrumenterne, forklarer Nikolaj de Fine Licht. Musikerne skal ville sige noget med de toner, de spiller.

“Dengang barokmusikken blev skrevet, opfattede man musik som en retorisk aktivitet, der skulle overbevise lytteren om det, man havde på hjerte,” siger han. 

Sådan er det også i dag. 

“Lidt firkantet sat op burde enhver musiker også have fungeret som sanger i et omfang eller have berøring med det. Det er jo ikke tilfældet i dag, men det giver en ekstra dimension,” siger Nikolaj de Fine Licht.

Langsomt er violinen gået fra at være en hobby til at være et arbejde for Clara Glasdam. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, men også noget, der kan lægge pres på hende.

“Somme tider kan jeg blive lidt bange for, at det bliver for meget hverdag at spille koncerter, og at man kan miste gnisten. Men indtil videre har det været sjovt i 20 år, og jeg satser stærkt på at skabe forudsætningerne for, at det bliver ved med at være sådan,” siger hun. 

Clara Glasdam har lagt en strategi for at undgå at gå i stå og bevæge sig fremad. 

“Det er måske også noget, jeg har lært på Sankt Annæ – at turde sætte mig mål og ambitioner, der virker høje – også selv om der kan gå tid, før jeg når dem,” siger hun. 

Men samtidig håber hun, at hun kan give noget af sin egen musikglæde videre til det alleryngste publikum.

“Jeg vil virkelig gerne skabe noget for børn, give dem en oplevelse med musikken og få dem til at synes, at det er sjovt. For det er mindst lige så vigtigt, at jeg rykker noget for andre, når jeg spiller violin,” siger Clara Glasdam.