Sådan var det i 00’erne

Laura Aller Jónasdóttir. Startede i 2006, sang 1. sopran. Journalist og redaktør på Politiken.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvorfor søgte du ind?

Jeg boede i Mozambique, men jeg kendte et parstykker, der gik på skolen. Når vi talte om det, synes jeg, at det lød fedt. Jeg søgte ind i syvende klasse, men først var der ingen pladser. Det var fordi en af drengene gik ud, at jeg fik en plads i ottende klasse.
Jeg havde det godt med, at det var musikken, der bar det. Det var meget motiverende for mig, kan jeg huske.

Hvilke følelser havde du, da du startede?

Jeg frygtede nok lidt, at jeg ikke var smart nok. At jeg ville stikke ud efter 3,5 år væk fra Danmark, og fordi jeg aldrig havde været fuld og den slags. Jeg havde haft meget fokus på det faglige.

Men musikken kan man være lige om, og det mærkede jeg faktisk fra allerførste dag, hvor jeg kom ind på skolen med fletninger og smækbukser. Det, at vi sang sammen, gav et ekstra fællesskab.

Hvilke minder fra koret har efterladt størst aftryk hos dig?

Det var tydeligt, at man blev taget alvorligt. Når vi sang, var der noget på spil – både for os, men også for de voksne. Der blev delt noder ud, og så kørte det ligesom bare og blev en fælles referenceramme.

Sådan var det også på turnéerne, selv om vi var helt smadrede, så sad vi og sang alle stemmerne i bussen. Det var meget, men jeg synes også, at det var vildt fedt.

Jeg kom i kammerkoret i niende, og der kan jeg huske, at vi sang et nyt værk af Uffe Englund og Maj-Britt Kramer. Det var skrevet til os – det var ret vildt, synes jeg. Før havde jeg nok tænkt meget på musik som noget, der allerede fandtes.

Der opstod en særlig koncentration, når vi sang. Man fokuserede på noget andet end sig selv. Når man ser på, hvor akavet man kan være i den tid, blev det ligesom pillet af, når vi tog en uniform på. Det var et sceneskift.

Hvad har du taget med dig fra din tid i pigekoret?

En af mange ting, jeg har med, er oplevelserne fra turnéerne, hvor vi var indkvarteret privat. Vi stod lidt på egne ben, men samtidig var der andre voksne.

Først og fremmest, så tror jeg, at jeg har lært noget om at indgå i et fællesskab, hvor man skal gøre sig umage, fordi der er noget på spil. Man skal levere, det er svært at være egoist og hver en stemme har værdi.

Jeg har ikke taget sangen videre professionelt, men jeg var kirkesanger i seks år og synger stadig i et kor på Vesterbro. Det giver mig et tidspunkt, hvor jeg kan tænke på noget andet end mit job og mit barn og bare være tilstede i øjeblikket og i min krop.

Pigekoret har også givet mig nogle venner, jeg ellers ikke havde fået. Dem ser jeg stadig i dag.