Sådan var det i 70’erne

Louise Adrian. Startede i 1973, sang 2. alt. Organist og leder af Fangekoret.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvilken følelse havde du, da du begyndte?

Det var en kæmpe stor skole, så det hele var lidt uoverskueligt med ny, lang skolevej og en masse nye elever i klassen, så det hele var lidt uoverskueligt, og jeg var meget genert. Men jeg mærkede hurtigt, at her var et sted, hvor jeg trivedes.

Det handlede ikke om bøgerne – det var sangtimerne, jeg glædede mig mest til. Da jeg kom herhen, fandt jeg ud af, hvor sjovt det kunne være at gå i skole. Senere begyndte jeg at interessere mig mere for genrerne, for lyduniverset, for stemmerne og for teksterne.

Men i begyndelsen var det bare glæden ved musikken.

Var der noget, der overraskede dig?

Det både glædede og overraskede mig, hvordan musikken kunne få forskellene mellem os til at forsvinde.

Der var de lidt urolige typer, men så snart vi gik i gang med at synge, så nød alle at synge og var fælles om det. Det bliver lige meget, hvad man har på, eller hvordan man ser ud. Og det viser meget godt, hvad musikken kan.

Hvilke minder dukker op, når du tænker på pigekoret?

Der er de magiske øjeblikke med kollektive kuldegysninger, hvor vi skabte noget unikt sammen. Jeg kommer også til at tænke på de følelser, der kunne opstå.

I de små klasser var der nogle gange, hvor nogle begyndte at græde, hvis det var sørgeligt. Det kunne være noget med en, der ikke havde en mor, og så kunne man ikke holde ud at synge vers tre i en sang. Så der var en sårbarhed og følelser med hele vejen.

De er der stadig, for når jeg hører noget musik fra dengang – så kan jeg mærke, at der sker noget helt særligt i mig.

Hvad har du taget med dig i dag?

Jeg blev en god korsanger. Og jeg havde nok ikke sunget, hvis ikke det var for skolen. Men jeg tager også med mig, at musikken ikke bare er et håndværk, det er en passion. På mange måder var og er sanglærerne Benthe Ettrup og Erling Pedersen forbilleder for mig.

Det er dem, der har formet mig.

I dag prøver jeg at videregive det, jeg selv oplevede, til andre. Det giver en indre rigdom at synge i kor. Og jeg tror, at det kan være et livsforandrende redskab. Det var det for mig.

Er der noget, du gerne ville have sagt til dig selv, da du begyndte?

Nyd det nu, en dag er det overstået.

Du kan høre Louise fortælle om, hvorfor Sankt Annæ var et anderledes sted for hende at gå i skole, i klippet herunder.