Sådan var det i 70’erne

Helle Pedersen. Startede i 1973, sang 1. alt. Konservatorieuddannet sanger.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvorfor søgte du ind?

Min bror kom til at gå herude. Han startede tre år før mig, og vores nabo kom også til at gå herude, og så ville jeg også gerne gå herude. Jeg kan huske, at jeg gerne ville herud, fordi det var en ny, stor skole med svømmehal. Så det havde egentlig ikke noget med musik at gøre.

Hvilken følelse havde du, da du begyndte?

Jeg havde jo ikke tænkt på, at jeg på nogen måde skulle have noget med musik at gøre. Men da jeg kom i pigekoret, så var det jo rigtig, rigtig sjovt, fandt jeg ud af.

Det der med at skulle synge flerstemmigt og få undervisning i hørelære, fik mig til at finde ud af, at jeg var rimelig god til det. Det vidste jeg jo ikke på forhånd. Så jeg gik fra ikke at vide, hvad det var, til at synes, at det at være med i pigekoret var helt fantastisk.

Hvilke minder dukker op, når du tænker på pigekoret?

Der er turnéen til Israel, som var første gang, pigekoret skulle afsted. Der var meget fokus på os – jeg tror endda, vi kom i avisen. Og vi fløj derned, og det var en kæmpe oplevelse.

Der er de smukke musikalske øjeblikke, men også at jeg er flækket af grin til en prøve eller koncert. Sådan nogle oplevelser undervejs. Det er også noget af det, der er oplevelsen af at være med i koret.

Hvad har du taget med dig?

Jeg tror, man udvikler en sans for andre. I et kor er man nødt til at lytte til sidemanden, og man er nødt til at hjælpe sidemanden. Så i dag er det meget tydeligt for mig, om folk er rene solister eller korsangere. Man agerer og lytter på en anden måde.

Det er en måde at få en bredere dannelse på, som er lidt anderledes end mange andre steder. Men det er vel i bund og grund hensynet til andre, en form for disciplin og en masse øvelse i at være fælles om et projekt.

Jeg er aldrig stoppet med at synge i kor. Jeg har haft et langt liv med musik og sang – muligvis fordi jeg har gået herude, og det har inspireret mig til at gå den vej og søge det efterfølgende.

Det er jo egentlig fantastisk.

Hør Helle Petersen og hendes klassekammerat, Louise Adrian, tænke tilbage på nogle af deres bedste minder fra koret, i klippet herunder.