Sådan var det i 80’erne

Henriette Creutz Fingerhut. Startede i 1984, Sang 2. alt. Arbejder med salg af høreapparater.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvorfor søgte du ind?

Min storebror gik allerede på skolen, så på den måde lå det lige til højrebenet og var praktisk. Jeg kan huske dele af optagelsesprøven, og hvordan jeg var vildt nervøs og meget koncentreret om at skulle lytte efter.
Vi tog på sommerferie, inden svaret kom, så brevet lå i postkassen, da jeg kom hjem. Og det
var en enorm lettelse, da jeg åbnede det, kan jeg huske.

Hvilke minder fra koret har efterladt størst aftryk hos dig?

Turnéen til Canada husker jeg som kæmpestort. Vi var den første årgang, der rejste uden for
Europa. Der var både plads til at opleve landet – vi så Niagara Falls – men der var også nogle bevægende, musikalske øjeblikke.

Jeg kan huske, vi sang i en kirke, hvor der var en masse danskere, der ikke havde været i Danmark i mange år. Vi sang I Danmark er jeg født, og det var så vildt at se de mennesker sidde med tårer i øjnene. Der fik den sang en ny betydning for mig.

Luciatiden står også meget klart for mig. Alting blev forstærket.

Hvad har du taget med dig fra din tid i pigekoret?

Jeg har fået en form for ja-hat med. For årene i koret har lært mig, hvordan man sammen kan starte med noget, der kan lyde helt horribelt, og så ender med at skabe noget virkelig smukt. Det er en kæmpe forløsning, når knokleriet betaler sig.

Koret har lært mig tolerance, empati, og at der er plads til at være forskellige. Jeg tror, at jeg har øvet mig i at komme væk fra den der “mig”-kultur, der godt kan fylde mange steder. Alle skal være der i koret.

Men jeg har også fået musikken med mig. Den kan jeg ikke leve
uden i dag, hvor jeg stadig synger i et lokalt kirkekor.