Sådan var det i 90’erne

Maja Bar Rasmussen. Startede i 1999, sang 1. sopran. Forsker i geologi på Institut for geovidenskab og naturforvaltning.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvorfor søgte du ind?

Mine forældre fortalte, at min nabo havde hørt mig synge, og sagde, at jeg skulle søge ind, når jeg en dag blev gammel nok. Min musiklærer sagde det også, og så var vi en fire-fem stykker fra klassen, der tog til optagelsesprøve.

Mine forældre har altid syntes, at det var vigtigt, at det var mig selv, der besluttede, hvad jeg skulle. Så jeg tænkte meget over det med at flytte fra nogle af mine gode, gamle venner, få længere til skole og selv at tage toget. Der var mange af den slags snakke, før
jeg besluttede, at jeg kunne skifte skole.

Hvilke minder fra koret har efterladt størst aftryk hos dig?

I starten var det sjoveste at have fælleskor med drengene. Det var hyggeligt og mindede mig om musikundervisningen, jeg kendte. Hørelære var lidt mere firkantet og teoretisk, hvor vi skulle lære kvintcirkler og systemer, men senere er det noget af det, jeg er blevet allermest glad for at have haft.

Vi var på turné i Italien i niende klasse, hvor jeg kan huske, vi sang den italienske nationalsang. Jeg har aldrig set Birthe (Højby Nielsen, red.) så glad, som da vi sang den. Hun havde rettet og rettet og rettet det sidste “si”, så da vi sang det helt perfekt, var hun helt oppe at køre og lykkelig.

Når vi ikke sang koncerter eller øvede på turnéerne, så var der tid til at gå rundt i byen om eftermiddagen med veninder. Det var lidt voksent at rejse med koret uden forældre og at være en af de store, kan jeg huske.

Hvad er det, kormusikken kan, synes du?

Selve det at synge og at skabe harmonier sammen er virkelig dejligt. Jeg stod side om side med nogle af mine gode veninder, og når sangen går i gang, tænker man kun på dirigenten og på musikken.

Det er det, at man sammen laver noget smukt.

Som kor skaber man sammen. Jeg kan godt lide, at man laver en lyd sammen,
og jeg elsker at lande på sidste tone og ikke være faldet. Det er stadig vigtigt og motiverende for mig, når jeg synger i dag.

Det er jo egentlig et minde fra senere. Men da Claus (Vestergaard Jensen, red.) skulle begraves, var jeg med i kirken. Det var meget rørende at se, hvor mange tidligere pigekorspiger, der var mødt op. Det viser, hvor meget han, koret og kærligheden til musikken har betydet og fyldt for mange. Og for mig.

Hvad har du taget med dig fra tiden i pigekoret?

Det at læse noder har jeg været sindssygt glad og taknemmelig for at have lært. Jeg kan se, om det går op, ned eller om der fortegn, og det er naturligt. Det er som at læse en bog for mig i dag. Og det ville have taget mig meget længere at lære senere i livet, tror jeg.

Jeg tror også, at jeg har fået en forståelse for, hvornår man er professionel, og hvornår man kan fjolle lidt. Vi lærte at gå i et professionelt mode – ikke på sådan en militærmåde,
men på den gode måde.

Jeg har gerne villet noget andet i mit professionelle liv. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at jeg kunne mærke, at jeg var mere end hende der sang. Det ville jeg gerne udforske efter folkeskolen. Så i dag er musik en mental pause og et frirum for mig. Det er virkelig definitionen på en hobby.

Jeg synger stadig hele tiden, og når jeg ikke kan overskue at komme ud af døren til kor, så
minder jeg mig selv om, hvordan jeg har det bagefter. Da jeg første gang startede i et blandet kor, var det et stort skift, at der var mandestemmer med. Men i dag er det noget af det allerbedste at høre tenorerne bakke op bag en.