Børnehaveklassen på SAG: mød Anna-Sofie og Pernille
Mød Anna-Sofie og Pernille – de er den centrale drivkraft bag musikken i børnehaveklassen på SAG. Og netop musikken fylder som bekendt meget i denne særlige klasse, Sangklassen. Her suppleres den almindelige skolegang af hørelære, sangtræning og musikpædagogik. Alle ting, som Anna-Sofie og Pernille står i spidsen for.
Næsten alle ugens dage hopper de to kolleger på cyklen og tager turen fra Sankt Annæ Gymnasium i Valby til Skolen i Sydhavnen, hvor Sangklassen har hjemme. Musik- og sangundervisningen i børnehaveklassen bærer præg af en nysgerrig og legende tilgang, og begge undervisere har fokus på at skabe et trygt rum, hvor børnene kan udfolde sig musikalsk.
Anna-Sofie og Pernille sætter pris på det spændende arbejde med børnehaveklassen, og er glade for, at de kommer til at følge børnene videre på større klassetrin. Med deres musiske arbejde er de med til at forme de grundsten, som kommer til at præge elevernes videre skolegang på Sankt Annæ Gymnasium, hvor alle drenge bliver medlem af Københavns Drengekor, og alle piger bliver medlem af Sankt Annæ Pigekor.
Og selvom målet på længere sigt er at lande i et af SAG’s kor med store optrædener, internationale turnéer og deltagelse i prestigefyldte korkonkurrencer, så starter arbejdet helt roligt med sanglege i hverdagen og optrædener for forældre og øvrig familie i vante rammer på skolen.
Kom med til informationsmøde
Til august næste år starter vi endnu en børnehaveklasse. Hvis man er nysgerrig og gerne vil høre lidt mere om Sangklassen, børnehaveklassen i Københavns Kommune med særligt fokus på sang, så kom til INFORMATIONSMØDE på Skolen i Sydhavnen.
Det foregår mandag d. 10. november, kl. 17.00.
Vi håber at se en masse glade forældre. (Bemærk at informationsmødet blot er for forældre, og ikke børn.)
Bliv en del af vores online fællesskab!
Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.
Sankt Annæ Gymnasium
Gymnasiet
Folkeskolen
Københavns Drengekor
Sankt Annæ Pigekor
Musikalsk Grundkursus (MGK)
Sankt Annæ Big Band
Gymnasiekor
Sankt Annæ Symfoniorkester