Normalt samles de store menneskemængder på Sankt Annæ Gymnasium til koncerter – men mandag d. 2. februar var det i en ganske anden, særlig anledning. Nemlig en filmpremiere.
Den røde løber var naturligvis rullet ud og gæsterne blev taget godt imod af Københavns Drengekors dirigent Carsten Seyer-Hansen og korets producent Henriette Holm Sandbye.
Stolerækkerne i Koncertsalen blev stille og roligt fyldt op, hvorefter Carsten Seyer-Hansen bød velkommen. Han fortalte om arbejdet med filmen, som blev optaget henover Københavns Drengekors jubilæumsår sidste år.
I 2024/25 fejrede Københavns Drengekor deres 100-års jubilæum og i løbet af dette år fulgte filmfotograf Rune Grassov koret. Filmen viser bl.a. klip fra jubilæumsreceptionen, som blev afholdt på Københavns Rådhus med korets protektor, H.M. Kong Frederik, iblandt publikum, samt fra flere koncerter og øvedage fra årets løb.
Dette, sammen med en række interviews med tidligere kormedlemmer, danner rammen om filmen, som følger sporene tilbage til grundlæggelsen af Københavns Drengekor.
Københavns Drengekors tidligere dirigent Ebbe Munk spiller i øvrigt også en central rolle i den nye film, og han var naturligvis at finde på forreste række til filmens premiere.
Det var en både rørende og flot film, som blev vist for et publikum, der talte både tidligere og nuværende mandskor- og drengekorsangere.
Filmen er i høj grad med til at binde sløjfe på et storslået jubilæumsår – tak for en rigtig flot oplevelse.

Produktionsselskabet bag filmen, millimeter.dk, arbejder i øjeblikket på at få filmen udgivet, bl.a. til visning på TV. Der er ingen aftale på plads for nuværende, så hvis man vil være sikker på at få besked, når og hvis filmen udkommer, så kan man følge med på Drengekorets facebookside.
Bliv en del af vores online fællesskab!
Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.
Sankt Annæ Gymnasium
Gymnasiet
Folkeskolen
Københavns Drengekor
Sankt Annæ Pigekor
Musikalsk Grundkursus (MGK)
Sankt Annæ Big Band
Gymnasiekor
Sankt Annæ Symfoniorkester