100-års jubilæum
Københavns Drengekor er én af de længstlevende institutioner i dansk musikliv. Den 19. september 1924 blev Københavns Drengekor officielt stiftet med Mogens Wöldike i spidsen, og det blev startskuddet til skabelsen af en sangskole, videreførelse af stolte kor- og sangtraditioner samt etableringen af et fantastisk fællesskab.
Københavns Drengekor fyldte således hele 100 år torsdag d. 19. september 2024, og koret, dets historie og kulturelle arv blev hyldet ved en flot reception på Københavns Rådhus på selve jubilæumsdagen.
Jubilæumsfejring på Københavns Rådhus
Tilskuerpladserne var fyldt godt op, da receptionen begyndte på den solrige torsdag eftermiddag. Iblandt stolte familiemedlemmer til korsangerne, prominente politikere, samarbejdspartnere og gode venner af Sankt Annæ Gymnasium samt skolens medarbejdere, var korets mangeårige protektor, H.M. Kong Frederik 10., også at finde på tilskuerrækkerne.
Kongen overtog protektionen fra sin far, H.K.H. Prins Henrik, i 2019, ligesom H.K.H. Prins Henrik overtog protektionen fra H.M. Kong Frederik 9. i 1972. Københavns Drengekor er stolte af den lange historie med Kongehuset, som strækker sig helt tilbage til 1928, og koret bibeholder titlen af Kongeligt Kantori, som blev dem tildelt i 1998 af H.M. Dronning Margrethe.
H.M. Kong Frederik 10. var med til at markere begivenheden med en flot tale, hvori han bl.a. takkede for de mange store oplevelser, som Drengekoret beriger både ham og så mange andre med:
”I var med, da Dronning Mary og jeg blev viet.
I var med, da Vincent og Josephine blev døbt.
Og I var med, da Kronprinsen fyldte 18 år.
Blandt utallige andre gange.
Københavns Drengekor har været soundtrack til mange højdepunkter i mit liv, og det går altid lige ind, når jeg hører jer synge. I er lyden af stjernestunder for mig.”
En spændende jubilæumssæson
Startskuddet på fejringen af jubilæumssæsonen for Københavns Drengekor lød, da alle Sankt Annæ Gymnasiums godt 1.200 elever på tværs af folkeskole og gymnasium samledes i skolens koncertsal kort efter skoleårets start. Denne komsammen bestod af lige dele kærligt tilbageblik med historiefortælling og musikalsk finesse, som Drengekoret naturligvis stod for. Korets dirigent Carsten Seyer-Hansen stod i spidsen for begivenhederne og fortalte veloplagt om de spændende planer for jubilæumsåret.
Disse planer indebærer bl.a. udgivelsen af jubilæumsbogen ”Drengenes Verden”, som Henrik Engelbrecht står bag. Du kan læse meget mere om bogen, køb og bestilling via linket her.
Der er selvfølgelig også masser af koncerter at se frem til. I november og december gæster koret både Roskilde, Maribo, Ringsted og Næstved, ligesom de selvfølgelig synger Københavns Domkirke op på vanlig smuk vis. Få det fulde overblik over Drengekorets koncerter her.
Tak for 100 smukke år
En stor tak skal lyde til Københavns Drengekor; både de nuværende medlemmer og alle de forhenværende. Stort tillykke! Tillykke til alle, der, tidligere eller nu, har eller har haft Københavns Drengekor i deres liv.
Bliv en del af vores online fællesskab!
Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.
Sankt Annæ Gymnasium
Gymnasiet
Folkeskolen
Københavns Drengekor
Sankt Annæ Pigekor
Musikalsk Grundkursus (MGK)
Sankt Annæ Big Band
Gymnasiekor
Sankt Annæ Symfoniorkester