SAG-show 2025 | “Hvor end vejene fører os”
Sikke en stemning, sikke en summen – sikke et show!
Vanen tro indtog skolens gymnasieelever scenen i koncertsalen i slutningen af januar måned, hvor de spillede dette års SAG-show (SAG står naturligvis for Sankt Annæ Gymnasium) for flere tusinder af publikummer henover tre dage.
“Hvor end vejene fører os” er navnet på årets forestilling, og eleverne beskriver den således:
I en tid, hvor vi dyrker individualismen, er fællesskab vigtigere end nogensinde før. Men selv når vi gerne vil finde hinanden, er det nemt at fare vild, for vejene bliver flere, jo ældre vi bliver.
Vælger vi selv, hvilken vej vi tager?
SAG-show 2025 er en musisk teaterforestilling, der gennem dans, musik og dramatik fører os igennem et moderne eventyr, hvor ungdommens svære problematikker belyses i et forsøg på at komme tættere på hinanden.

SAG-showet har, igen i år, været en magtdemonstration udi kreativitet, engagement, fællesskab og sammenhold. Al planlægning, produktion og koordinering omkring showet ligger i elevernes hænder. Det er derfor både en stolt tradition og et stort ansvar, som går videre til nye SAG-elever år for år.
Arbejdet omkring forestillingen berører bl.a. områder som manuskriptforfatning, fastlæggelse af koreografi, kulissekonstruktion, musikkomponering, lyssætning, lydsammensætning, kostumeproduktion samt koordinering og budget. Det er derfor flere måneders arbejde, der kulminerer, når tæppet går fra og spotlightet tænder i slutningen af januar.






SAG-show har været en del af gymnasielivet her på Sankt Annæ Gymnasium i mange år efterhånden. Faktisk har showet 50-års jubilæum netop i år.
Det har nemlig eksisteret siden 1975, men har dog ændret form, udtryk og format siden. Indtil 1987 var showet kendt som “Idrætsshowet”, og var en del af den årlige Idrætsfest i begyndelsen af skoleåret. Fra 1987 blev showet en selvstændig begivenhed, som mht. medvirkende, publikum og budget voksede år for år.
Og vi tager hatten af for jer.
Igen i år formår Sankt Annæ Gymnasiums elever at vise et tårnhøjt musikalsk og kunstnerisk niveau. Tillykke med den flotte premiere til jer alle!
Samtlige elever fra gymnasiet har nemlig været involveret på den ene, anden eller tredje måde. Det kræver jo en hel del hænder – og hårdt arbejde – at sætte så stort et show op med original musik, nye kostumer, sceneopsættelse, koreografi, lyssætning, udvikling af manuskript, mixing af lyd og meget, meget mere.
Vi glæder os allerede til næste års forestilling.
Bliv en del af vores online fællesskab!
Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.
Sankt Annæ Gymnasium
Gymnasiet
Folkeskolen
Københavns Drengekor
Sankt Annæ Pigekor
Musikalsk Grundkursus (MGK)
Sankt Annæ Big Band
Gymnasiekor
Sankt Annæ Symfoniorkester