Sådan var det i 10’erne

Rose Linn Albertus. Startede i 2010, sang alt og 2. sopran. Pædagogmedhjælper i en børnehave.

Af Astrid Helmer Mørck

Hvorfor søgte du ind?

Jeg var faktisk lidt nervøs over det med at skifte skole. Så det var faktisk mest min mor, der sagde, jeg skulle prøve at søge ind – hvis jeg kom ind, så aftalte vi at give det en chance til efterårsferien.

Jeg kan huske, at vi kunne vælge mellem tre sange til optagelsesprøven. Jeg valgte ‘I østen stiger solen op’. Og da jeg fik brevet om, at jeg var kommet ind, kan jeg huske, at jeg blev ret stolt. Det var jo egentlig ret vildt, at jeg sang godt nok, tænkte jeg.

Hvordan var den første tid på skolen?
Da jeg havde gået der lidt, kunne jeg godt se, at det var en mega fed skole. Jeg fik hurtigt nogle gode venner. Det var mega fedt at synge sammen med dem, at skabe noget. Det har jeg også tænkt over siden.

Der er noget fællesskab, der går igennem det hele, og musikken og koret gav en fællesnævner. Hvis man så ud i gården i et frikvarter, så vidste man, at alle kunne synge. Det var noget særligt.

Hvilke minder fra koret er særlige for dig?

Et af dem er en turné til Finland, hvor vi skulle fejre deres 100 års uafhængighed. Vi fløj derop i et lillebitte fly, og vi blev indkvarteret privat hos finske familier. Det var nogle gode koncerter, og vi var i sauna og mødte sangere fra andre kor. Det var en sjov – og stor – oplevelse.

Der er også julekoncerterne, som jeg stadig tager ind og ser. Det er virkelig stemningsfyldt, og jeg kan sidde og synge med på sangene, vi selv har sunget. Jeg kan huske, at min mor tudede, da hun så os gå luciaoptog.

Jeg husker især Benjamin Brittens A Ceremony of Carols. Noderne stod i et lille blåt hæfte, der var harpe med, vi havde en lille koreografi og kirken blev lyst op. Det var smukt.

Hvad tager du med dig i dag?

Jeg har fået mig nogle gode venner. Vi fjollede og snakkede og var veninder. Men det var som om, at når vi skulle synge, så blev det seriøst. Så satte vi os rigtigt på stolene og fokuserede meget, og jeg tror, at vi lærte noget om at arbejde sammen, når det gælder. Og at man kan skabe noget sammen, der er stærkere end det, man kan selv.

Jeg lærte også at spille klaver og at læse noder.

Og så blev jeg introduceret til en masse forskellige genrer – især klassisk musik, som jeg ikke havde hørt så meget før.

Men det fylder stadig for mig i dag. At jeg kan være stolt af det, vi lavede. Der var
en form for stolthed forbundet med at synge og det, vi kunne. Den følelse oplevede jeg første
gang for alvor på Sankt Annæ, og den, tror jeg, er meget vigtig at tage med videre.