Kormusik blomstrer over hele verden – og i utallige varianter

Den klassiske europæiske kortradition har den særlige historie, at det er de blandede drenge- og mandskor, der oprindeligt har båret kompositioner frem af tidens største komponister – fra middelalderens enstemmige sang til renæssancens polyfoni og de store symfoniske korværker af Bach, Händel, Haydn, Schubert…

Forudsætningen for drengekorenes arbejde er korskolerne – en levende praksis, der gennem 1500 år har bragt musik af alt fra Palestrina og Mozart til Britten, Nielsen og Bernstein til verden.
En unik opførelsespraksis og en klangverden af veluddannede drenge skabt i et særligt uddannelsesforløb og i mødet med voksne sangere og musikere.

Københavns Drengekor er en del af denne praksis.
Kordrengene ved Vor Frue Kirke i København var knyttet til Christian den IVs kantori.
Under inspiration af et besøg af Bach’s Thomaner Chor for snart 100 år siden fik Københavns Drengekor sin nuværende identitet med en kommunalt drevet sangskole som hjemsted – og med den klare fundats at varetage kormusikken komponeret for drenge- og mandsstemmer; præcis sådan som den er tænkt.

Vi passer godt på de fantastiske bygningsværker, der altid har rummet denne musik.
Der skal også passes på den musik, de korskoler og den praksis, der i århundreder har skabt det musikalske liv bag de flotte facader.

I vor tid er der en stor interesse for, hvordan musik  oprindeligt er blevet udført: Hvordan var den ”autentiske” lyd?

Her byder korskolerne på en gedigen tradition for at holde en særlig klangkultur ved lige.

Udøvere af den klassiske drenge- og mandskorstradition har ved et tidligere møde i Paris sat sig sammen for at udbrede kendskabet til det klangbillede, som så mange af musikhistoriens allerstørste havde i tankerne, når de komponerede:

  • Cappella Musicale Pontificia Sistina
  • Choir of New College Oxford
  • Choir of King’s College Cambridge
  • Choir of Westminster Cathedral
  • Choir of Westminster Abbey
  • Thomanerchor Leipzig
  • Dresdner Kreuzchor
  • Wiener Sängerknaben
  • La Maitrise de Colmar
  • Musique Sacrée a Notre Dame de Paris
  • Escolanía de Montserrat
  • Glinka Choral College St. Petersburg
  • Københavns Drengekor

Københavns Drengekor har formandskabet i dette arbejde.

I alle de medvirkende lande er målet at opnå en optagelse på UNESCOs repræsentative liste over immateriel verdenskulturarv (The Representative List of the Intangible Cultural Heritage of Humanity).

Men allervigtigst er målet at fremme drenges lyst til i samspil med voksne professionelle sangere og musikere at deltage i det rige korliv verden over.

Ebbe Munk
Tidl. Kapelmester for Københavns Drengekor og
Formand for den internationale arbejdsgruppe “The Boys’ Choir School”

Sidst opdateret 3. oktober 2023

Bliv en del af vores online fællesskab!

Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.


Sankt Annæ Gymnasium

Gymnasiet

Folkeskolen

Københavns Drengekor

Sankt Annæ Pigekor

Musikalsk Grundkursus (MGK)

Sankt Annæ Big Band

Gymnasiekor

Sankt Annæ Symfoniorkester